Kender du dine mønstre? De mønstre, der aktiveres hver gang, du indgår i en relation med et menneske af det modsatte køn på et mere end platonisk plan? Er du bevidst om dem, eller er de bare sådan nogle, der bare lige er der? –Som en naturlig del af dig og dit liv?
Jeg har hele mit liv haft nogle uheldige mønstre, når det kom til parforhold. Jeg har givet fyren skylden for alle mine følelser, testet hans og gået på kompromis med hvad, jeg ville med forholdet. Lyder det sundt? Nej vel? Det eneste, det har bragt med sig, er det ene kuldsejlede forhold efter det andet; kuldsejlet fordi bølgerne altid er gået højt, fordi jeg konstant ledte efter den kontinuerlige bekræftelse. Hvad fik jeg ud af det? –Intet. Absolut intet!
Nogle af mine uheldige mønstre er jeg blevet i stand til at lægge fra mig. Jeg tester ikke længere de mulige kærester, jeg ind imellem render ind i. Jeg har langt om længe fået bygget mit selvværd derop, hvor det ikke er nødvendigt, for jeg ved godt, at jeg er værd at elske. Jeg fortjener det hele og mere til.
Jeg går heller ikke mere på kompromis med mig selv og mine ønsker. Ikke at alt skal gå efter mit hoved, men et forhold er et fælles ’projekt’, så at sige, hvor begges behov skal tilgodeses og imødekommes. Kunsten er at skabe et kompromis i forholdet, der ikke kompromitterer parternes individualitet. Et forhold skal jo ikke være ét stort overgreb på sjælen – det burde være i forholdet, vi finder styrken, når vi er allerlængst nede og har brug for at blive taget af og holdt om.
Jeg arbejder stadig på et par af mine uheldige mønstre. Bl.a. det, hvor jeg selv ejer mine følelser og ikke smider ansvaret fra mig, når jeg føler noget, der af mig og/eller manden opleves negativt. Der er en grund til, at jeg føler som jeg gør i en given situation; ofte handler det jo netop om uafklarede issues fra tidligere i mit liv, hvor navlebeskuende det end måtte lyde. Er det fyrens skyld? NEJ, det er det nemlig lige præcis ikke! Det er ingens skyld.
Lige nu arbejder jeg rigtig meget med lige dét mønster. En kær veninde gjorde mig opmærksom på, at det rent faktisk er det jeg gør; at jeg udbasunerer alle mine følelser i et forhold (særligt de negative) for at retfærdiggøre min adfærd. Projektion når det er bedst. Jeg er lige nu i en intens relation, hvor jeg genoptog dette mønster. Gevinst: han lukkede helt i – ganske forståeligt. Altså er jeg langt fra mål mht. dette mønster. Dog blev jeg hurtigt bevidst om, hvad det rent faktisk var, jeg havde gjort, talt med ham om det, og så tager vi den derfra.
Noget andet jeg bestemt skal arbejde mere med, er evnen til at lukke op for mine følelser, når det kommer til kærester. Sjovt nok har jeg intet problem med at hverken italesætte eller vise mine varme følelser for venner, veninder og familie. Tværtimod. Alle mine veninder ved, at jeg elsker dem, og at de betyder ekstraordinært meget for mig. De ved, at de kan regne med mig, og at jeg ikke vender dem ryggen lige meget hvad, de end gør – stort set.
Men sjovt nok er det en ganske anden sag med de dér kære mandslinger. Jeg er en skovl til at fortælle, hvad jeg føler. Virkelig! Jeg har intet problem med at skrive mine følelser ned i en mail eller en sms til dem. Det er præcis den verbale del, der er svær for mig, og jeg har svært ved at regne ud hvorfor. Handler det om, at hvis han ikke føler det samme, så kan jeg ikke holde facaden, hvis han siger det lige i mit ansigt? Handler det om angsten for afvisningen? I virkeligheden er det jo nok et mix af begge. Gad vide om jeg kan lære at slippe det?
Nåeh ja, så er der lige min usikkerhed. Den tackler jeg generelt skidt, men der er dog sket store forbedringer lige på dén konto, selvom jeg stadig er meget usikker i hele opstartsfasen. Jeg duer ikke til at date. Jeg har det bedst med en mere absolut kasse at putte et menneske i. Det lyder rigtig grimt, og det er det vel i grunden også. Intet i livet er statisk. Livet er én stor dynamisk proces, hvor intet er givet på forhånd. Lige dén er svær at sluge, acceptere og fordøje for en kontrolfreak, som jeg er. Jeg har det bedst med kontrol over mit liv. At have kontrol over dette forudsætter, at man (læs jeg) skal have kontrol over andre menneskers indflydelse på mig. Når jeg ikke kan proppe et menneske i kærestekassen, så er kontrollen ikke hos mig – føler jeg. Så føler jeg, at kontrollen ligger hos gutten, og det er jeg ikke god til.
Den, der har været sværest for mig, er den med at lukke folk ind i mit inderste. At vise min usikkerhed, min frygt, for derigennem at hengive mig til dem og det, de kan give mig. At have tillid til, at de forvalter mit inderste med respekt, accept og omhu. I virkeligheden handler det ikke om andre end mig selv; det handler om manglende selvværd og selvtillid. Om troen på, at jeg ikke er god nok til at passe på, at værne om. Det tror jeg nu på jeg er. Hvordan er jeg kommet hertil? Jeg har prøvet mig frem. Jeg har gennem de seneste år åbnet mig mere og mere. Jeg har turdet vise, hvem den virkelige Louise er. Ikke hende den cool’e, der altid har nogenlunde styr på det meste i sit liv, men hende, der også ind imellem er bange og usikker. Hende, der tør vise og fortælle, at hun holder af, elsker.
Men det er jo en balancegang; ja, jeg lærer at vise det, og jeg er klart blevet bedre, men nu handler det om begrænsningens kunst. At eje mine følelser. At gå ind i dem, når de er der – særligt når de er nye og ukendte. Mærke dem helt ind i min sjæl. At turde være i dem – særligt når jeg ikke føler, jeg slår til eller føler mig afvist. Jeg kan mærke, jeg bevæger mig i centret af dette pt. Jeg er midt i processen, hvor jeg tager ansvaret. Mine følelser er mine trods de er for dig, og dine er dine hvem end de er for. Det kan aldrig være et andet menneskes skyld, at jeg føler som jeg gør. Et menneske kan trigge følelsen hos mig, men ansvaret for, hvordan denne følelse forvaltes og hvorfor den er opstået, ligger hos mig.
At jeg er kommet hertil, er jeg stolt af. Det har kostet mange tårer og megen smerte, men turen har overordnet været fantastisk og det hele værd. Men fåååårk, der er lang vej igen...
