Mange taler om, at vi skal lære af vores erfaringer og oplevelser. Fint nok, men hvorfor er det lige vi absolut altid skal lære noget? Hvorfor skal vi altid lede efter de positive ting i negative oplevelser? Er der altid en lærdom i oplevelser, der gør ondt?
Jeg er med på at vi lagrer vores oplevelser og følelser indeni. Så langt, så godt.. Men for fa'en... -hvorfor er det lige, at fordi en given oplevelse var elendig med person A, så vil den også være det med person B? Det er der da absolut ikke 'a given' som jeg ser det... "Men du skal jo passe på dig selv, Louise" Øhm ja, det gør jeg så også, men altså nå.. Jeg er et voksent menneske og tager de følger mine handlinger har (og ja, jeg er klar over, at for hver aktion er der en reaktion - kausalitetsprincippet, om man vil kaste om sig med fine gloser).
Men for fanden, jeg elsker min naivitet og min åbne tilgang til andre mennesker. Jeg elsker at jeg tør lade mine følelser komme i spil - bare fordi jeg kan - både i forhold til mænd, men i lige så høj grad i forhold til kvinder. Nogle kvinder rører bare noget inden i mig på den fede måde. Love it, love it, love it!
Nåeh ja, i dag skal jeg i køkkenet og brygge suppe; jeg starter på suppekur imorgen, så beware; one grumpy (og stor-pruttende)Louise coming up.. Men for helvede, jeg skal tabe mig - koste hvad det koste vil!
Be nice - det koster ikke en skid!
tirsdag den 2. november 2010
tirsdag den 7. september 2010
Mandehad og ADD
Jeg plejer at bryste mig af, at jeg er viiildt god til at lære af mine fejl (eller i al fald af, at jeg i de senere år er blevet god til det). Det er jeg så ikke! Bumbummelum er man hoppet lige fluks tilbage i dumme og uheldige mønstre, der kun er destruktive og polariserende. Satme ikke smart da! Get a grip, Louise!
Jeg har haft en laaang periode, hvor jeg nærmest har hadet mænd og alt hvad de stod for. Det er sgu ved at forsvinde. Pis! Jeg vil være en frigid mandehadende trunte igen - og egentlig helst igår! Kom frisk tilbage, du kære trygge mandehad. Du er savnet...
Knægten blev for nogle uger siden diagnosticeret med ADD. Damn, det har været en hård én at sluge. Ét eler andet sted havde jeg vel til det sidste håbet, at de på børnepsykiatrisk afd. hér i Aalborg, ville komme frem til den konklusion, at knægten er helt og aldeles 'normal', men inderst inde vidste jeg jo godt, at det ville de ikke. Alligevel gør det mig ked - netop fordi det nu er cementeret, at der ER ting, der bare er sværere for ham. Pis! Han skal jo have det nemt... -Han er jo min trold... <3
Jeg har haft en laaang periode, hvor jeg nærmest har hadet mænd og alt hvad de stod for. Det er sgu ved at forsvinde. Pis! Jeg vil være en frigid mandehadende trunte igen - og egentlig helst igår! Kom frisk tilbage, du kære trygge mandehad. Du er savnet...
Knægten blev for nogle uger siden diagnosticeret med ADD. Damn, det har været en hård én at sluge. Ét eler andet sted havde jeg vel til det sidste håbet, at de på børnepsykiatrisk afd. hér i Aalborg, ville komme frem til den konklusion, at knægten er helt og aldeles 'normal', men inderst inde vidste jeg jo godt, at det ville de ikke. Alligevel gør det mig ked - netop fordi det nu er cementeret, at der ER ting, der bare er sværere for ham. Pis! Han skal jo have det nemt... -Han er jo min trold... <3
onsdag den 18. august 2010
Rummelighed og space
Jeg tænker ind imellem at den dér rummelighedsidé/-tanke er en sjov størrelse. Ræddi mange påberåber sig at være netop rummelige, men i virkeligheden er de de mest indskrænkede mennesker, der findes; alt (eller mange ting) kan kun gøres på én måde, og det er deres.
Når det så kommer til parforhold, så tænker jeg, at nutidens unge parforhold (parter under 30 år) er mega meget anderledes end ’de voksnes’. De unge skal være sååååå rummelige overfor hinanden og ikke ville lave hinanden om og give hinanden såååå meget frihed og alt det dér. Ind imellem tænker jeg om det i virkeligheden er misforstået rummelighed? Eller rummelighed på bekostning af egne behov? Er det sundt sjæleligt? Jeg ved det sgu helt ærligt ikke…
I går havde jeg et skriv med en vældig interessant gut på messenger, hvor vi kom ind på det med frihed i kæresteforhold. Jeg har ret meget brug for min frihed og mit space for at mærke mig selv og hvor jeg er i hele relationen og dens kontekst. Jeg er bare en tumpe til at claim’e de ting. –Særligt i starten, hvor jeg jo synes manden er helt absurd meget fantastisk, og jeg derfor nærmest ikke kan få nok af ham. Oftest resulterer det i, at jeg er ved at blive kvalt og derfor reagerer med surhed og mopsethed, hvilket får ham til at få benene på nakken. Ganske forståeligt! I virkeligheden er det nok derfor, langdistance altid har fungeret bedst for mig; det giver mig space og ro midt i vildskaben..
Når det så kommer til parforhold, så tænker jeg, at nutidens unge parforhold (parter under 30 år) er mega meget anderledes end ’de voksnes’. De unge skal være sååååå rummelige overfor hinanden og ikke ville lave hinanden om og give hinanden såååå meget frihed og alt det dér. Ind imellem tænker jeg om det i virkeligheden er misforstået rummelighed? Eller rummelighed på bekostning af egne behov? Er det sundt sjæleligt? Jeg ved det sgu helt ærligt ikke…
I går havde jeg et skriv med en vældig interessant gut på messenger, hvor vi kom ind på det med frihed i kæresteforhold. Jeg har ret meget brug for min frihed og mit space for at mærke mig selv og hvor jeg er i hele relationen og dens kontekst. Jeg er bare en tumpe til at claim’e de ting. –Særligt i starten, hvor jeg jo synes manden er helt absurd meget fantastisk, og jeg derfor nærmest ikke kan få nok af ham. Oftest resulterer det i, at jeg er ved at blive kvalt og derfor reagerer med surhed og mopsethed, hvilket får ham til at få benene på nakken. Ganske forståeligt! I virkeligheden er det nok derfor, langdistance altid har fungeret bedst for mig; det giver mig space og ro midt i vildskaben..
lørdag den 17. juli 2010
Bøvl, pangel og mig-tid...
Der har været stille fra min side i nogle uger efterhånden. Tankerne har så IKKE stået stille - snarere tværtom, kunne man dristes til at sige. Der er bare sket SÅ meget.
Mandag d. 14. juni fik jeg fjernet min livmoder efter at have bøvlet med underlivet siden jeg var 11 år. Endelig skulle jeg være smertefri. Endelig skulle jeg kunne have sex UDEN smerter... ENDELIG!!!
Troede jeg.. Der har siden operationen ikke været andet end bøvl med skidtet; 1½ uge efter operationen kontaktede jeg min læge for at få fjernet sting. Mens sygeplejersken er ved at fjerne dem, sidder vi og taler om, hvordan det går efter den relativt store operation. Jeg fortæller hende om mine helt åndssvagt voldsomme smerter. Om hvordan jeg er ved at besvime af bar smerte, når jeg skal number two. Hun taler hurtigt med lægen og de sender mig på hospitalet til videre undersøgelse.
Under en scanning ser lægerne så, at jeg har en blodsamling for toppen af skeden indvendigt. En før set komplikation, som er pænt smertefuld (Øhm JA!). De opdager så også en massiv knude ved eller i min venstre æggestok, som de ikke lige kan redegøre for, hvad er, men de beslutter sig at 'tage samtalen' (læs: forbereder mig på, at det kan være cancer) med mig. Jeg tager hjem lettere chokeret.
1½ uge senere er jeg til kontrol igen; knuden er heldigvis blevet mindre, så lægerne fortæller mig, at det er en hormonknude og den sidder i æggestokken. Skal de fjerne knuden, ryger æggestokken samme vej, hvilket jeg jo selvfølgelig ikke er interesseret i; jeg skal ikke i overgangsalderen allerede nu! Jeg bliver kaldt til kontrol igen to uger senere igen.
Det var så igår. Knuden er igen vokset. Lægerne har besluttet at jeg skal møde på hospitalet fastende på onsdag til endnu en kontrol. Er knuden ikke mindre end igår, skal der tages en biopsi. Hold nu kæft, hvor jeg bare ikke gider mere pis med det underliv. Jeg fik jo lavet den hysterektomi netop for at UNDGÅ mere pangel.
Nåmen, ellers nyder jeg sommeren. Igår sendte jeg ungerne på ferie hos mine forældre, så jeg nyder stilheden. Jeg sidder stadig og drikker morgenkaffe på min altan - det har jeg så gjort siden kl. 9:00 og nu er klokken 13:11. Arh, livet er fantastisk uden ansvar og sådan.. I al fald ind imellem. Savner ungernes morgenhyggefnisen en smule, men lige nu er det Louise-tid... Life's goooooood! :-D
Mandag d. 14. juni fik jeg fjernet min livmoder efter at have bøvlet med underlivet siden jeg var 11 år. Endelig skulle jeg være smertefri. Endelig skulle jeg kunne have sex UDEN smerter... ENDELIG!!!
Troede jeg.. Der har siden operationen ikke været andet end bøvl med skidtet; 1½ uge efter operationen kontaktede jeg min læge for at få fjernet sting. Mens sygeplejersken er ved at fjerne dem, sidder vi og taler om, hvordan det går efter den relativt store operation. Jeg fortæller hende om mine helt åndssvagt voldsomme smerter. Om hvordan jeg er ved at besvime af bar smerte, når jeg skal number two. Hun taler hurtigt med lægen og de sender mig på hospitalet til videre undersøgelse.
Under en scanning ser lægerne så, at jeg har en blodsamling for toppen af skeden indvendigt. En før set komplikation, som er pænt smertefuld (Øhm JA!). De opdager så også en massiv knude ved eller i min venstre æggestok, som de ikke lige kan redegøre for, hvad er, men de beslutter sig at 'tage samtalen' (læs: forbereder mig på, at det kan være cancer) med mig. Jeg tager hjem lettere chokeret.
1½ uge senere er jeg til kontrol igen; knuden er heldigvis blevet mindre, så lægerne fortæller mig, at det er en hormonknude og den sidder i æggestokken. Skal de fjerne knuden, ryger æggestokken samme vej, hvilket jeg jo selvfølgelig ikke er interesseret i; jeg skal ikke i overgangsalderen allerede nu! Jeg bliver kaldt til kontrol igen to uger senere igen.
Det var så igår. Knuden er igen vokset. Lægerne har besluttet at jeg skal møde på hospitalet fastende på onsdag til endnu en kontrol. Er knuden ikke mindre end igår, skal der tages en biopsi. Hold nu kæft, hvor jeg bare ikke gider mere pis med det underliv. Jeg fik jo lavet den hysterektomi netop for at UNDGÅ mere pangel.
Nåmen, ellers nyder jeg sommeren. Igår sendte jeg ungerne på ferie hos mine forældre, så jeg nyder stilheden. Jeg sidder stadig og drikker morgenkaffe på min altan - det har jeg så gjort siden kl. 9:00 og nu er klokken 13:11. Arh, livet er fantastisk uden ansvar og sådan.. I al fald ind imellem. Savner ungernes morgenhyggefnisen en smule, men lige nu er det Louise-tid... Life's goooooood! :-D
torsdag den 10. juni 2010
Fusere, hysteri og stalking
Akkeja, der er mange ting, jeg ikke forstår, må jeg nok erkende. Én af tingene er, hvorfor kvinder går tilbage til de største fusere ever; særligt hvis der er børn involveret. Hvorfor sætte børnene i spil på den måde? Det er topmålet af egoisme i min verden, og jeg fatter det ikke! -hvilket jeg egentlig er ret glad for, jeg ikke gør. Once a fuser, always a fuser!
Jeg skal ind og opereres på mandag. Jeg skal have lavet en hysterektomi. Av for fanden da! Jeg har det lidt blandet med det, men i sidste ende er det nok godt nok...
Det får mig til at tænke... -I gamle dage (på Freuds tid) troede man, at kvindens hysteri var funderet i livmoderen og man fjernede den hvis de var for hysteriske. Gad vide om jeg bliver mindre irrationel og hysterisk fremover? Min næste kæreste får det nemt så. :-D
Jeg har den hér cyber-friendin, jeg ret godt kan li'. Hun er en tænker, lissom jeg er, og hun er skide god til at formulere sine tanker. Tankerne falder ikke altid i god jord, fordi hun netop skider på Jante og hans følgesvende og tilmed har en vis indsigt i komplekse problemstillinger. Det kan i dén grad provokere mange på den ufede måde (læs: de føler sig ramte). Det har resulteret i, at hun bliver stalket online og har måttet slette sig fra vores 'fælles' online blog-platform, hvor jeg ellers nød hendes skriverier.
Hvor kan det pisse mig af! Hvorfor kan folk ikke bare behandle andre mennesker ordentligt? Hvorfor ikke live and let live? Get a life, freaks! Eller endnu bedre: get help!
Jeg skal ind og opereres på mandag. Jeg skal have lavet en hysterektomi. Av for fanden da! Jeg har det lidt blandet med det, men i sidste ende er det nok godt nok...
Det får mig til at tænke... -I gamle dage (på Freuds tid) troede man, at kvindens hysteri var funderet i livmoderen og man fjernede den hvis de var for hysteriske. Gad vide om jeg bliver mindre irrationel og hysterisk fremover? Min næste kæreste får det nemt så. :-D
Jeg har den hér cyber-friendin, jeg ret godt kan li'. Hun er en tænker, lissom jeg er, og hun er skide god til at formulere sine tanker. Tankerne falder ikke altid i god jord, fordi hun netop skider på Jante og hans følgesvende og tilmed har en vis indsigt i komplekse problemstillinger. Det kan i dén grad provokere mange på den ufede måde (læs: de føler sig ramte). Det har resulteret i, at hun bliver stalket online og har måttet slette sig fra vores 'fælles' online blog-platform, hvor jeg ellers nød hendes skriverier.
Hvor kan det pisse mig af! Hvorfor kan folk ikke bare behandle andre mennesker ordentligt? Hvorfor ikke live and let live? Get a life, freaks! Eller endnu bedre: get help!
onsdag den 2. juni 2010
Speed-dating?
The bigger words, the lesser man!
Sådan sagde en bekendt til mig igår, da vi kom til at snakke om dét med online-dating. Først var jeg sådan lidt 'arh, come on'-agtig, men nu, hvor jeg har tænkt over det, så kan der egentlig godt være noget om det.
Det er som om, at de hér mænd, der bruger pænt store ord allerede inden man har mødt hinanden, kun siger dem, fordi de ikke kan efterleve dem; det bliver tvangsagtigt på OCD-måden (læs: sygeligt!). Jeg mener... -hvem f*nden kan sige, at de kommer til at elske et menneske utrolig højt, når de ikke engang har mødt vedkommende??! Så er man sgu ikke ret meget mand i min optik. Næh du, handling skal der til..
Desuden tænker jeg, at så store ord i dén grad lægger et alt for stort pres på et potentielt spirende forhold. Et pres, der er udtryk for, at vi allerede 30 min. inde i første date, skal vurdere, om vi vil være kæreste og blive gamle med vedkommende. Hvad skete der med at tage det stille og roligt? Hvad skete der med at se, hvad tiden bringer?
For mig er de første 3-4 mdr. en slags prøveperiode; der er dér, hvor vi ser hinanden an, flirter, kysser, sexer og kurtiserer (jaja, de fleste af de ting, skulle gerne fortsætte). Først derefter kan nogen af parterne vurdere, om den anden reelt er kæreste-materiale.
Jeg ser mange andre skrotte den ene date efter den anden efter kun én date grundet tvivl alene. Det forstår jeg ikke.. Hvis du ikke tænker højt og tydeligt NEEEJ!! så er der, i min verden, basis for at ses igen. Min egen fremgangsmåde er, at så længe jeg finder det rart/skønt/pirrende/whatever at flirte/kysse/knalde med manden, så vil jeg gerne ses igen. Når det så ikke er rart/skønt/pirrende/whatever mere, så stopper vi med at ses. Hvor svært kan det lige være??!
Så slooooow down, folkes! Lad være med at hæld din egen utilstrækkelighedsfølelse ud over andre på den måde. Det er lidt klamt...
Sådan sagde en bekendt til mig igår, da vi kom til at snakke om dét med online-dating. Først var jeg sådan lidt 'arh, come on'-agtig, men nu, hvor jeg har tænkt over det, så kan der egentlig godt være noget om det.
Det er som om, at de hér mænd, der bruger pænt store ord allerede inden man har mødt hinanden, kun siger dem, fordi de ikke kan efterleve dem; det bliver tvangsagtigt på OCD-måden (læs: sygeligt!). Jeg mener... -hvem f*nden kan sige, at de kommer til at elske et menneske utrolig højt, når de ikke engang har mødt vedkommende??! Så er man sgu ikke ret meget mand i min optik. Næh du, handling skal der til..
Desuden tænker jeg, at så store ord i dén grad lægger et alt for stort pres på et potentielt spirende forhold. Et pres, der er udtryk for, at vi allerede 30 min. inde i første date, skal vurdere, om vi vil være kæreste og blive gamle med vedkommende. Hvad skete der med at tage det stille og roligt? Hvad skete der med at se, hvad tiden bringer?
For mig er de første 3-4 mdr. en slags prøveperiode; der er dér, hvor vi ser hinanden an, flirter, kysser, sexer og kurtiserer (jaja, de fleste af de ting, skulle gerne fortsætte). Først derefter kan nogen af parterne vurdere, om den anden reelt er kæreste-materiale.
Jeg ser mange andre skrotte den ene date efter den anden efter kun én date grundet tvivl alene. Det forstår jeg ikke.. Hvis du ikke tænker højt og tydeligt NEEEJ!! så er der, i min verden, basis for at ses igen. Min egen fremgangsmåde er, at så længe jeg finder det rart/skønt/pirrende/whatever at flirte/kysse/knalde med manden, så vil jeg gerne ses igen. Når det så ikke er rart/skønt/pirrende/whatever mere, så stopper vi med at ses. Hvor svært kan det lige være??!
Så slooooow down, folkes! Lad være med at hæld din egen utilstrækkelighedsfølelse ud over andre på den måde. Det er lidt klamt...
lørdag den 29. maj 2010
A love story?
For nogle dage siden skrev jeg i en blog, at jeg havde fået mit hjerte knust. Den dag var jeg vred. Jeg kaldte ham vist player/liar i den - shame on me.
Shame on me fordi jeg ikke længere er så skråsikker på, at det er det han er. Jeg tvivler faktisk på det. Inderst inde tror jeg stadig på, at det vi havde, var smukt, rent og forunderligt.
-Og jeg længes efter det. Jeg længes efter den mentale nøgenhed, jeg følte med ham. Vores helt specielle connection. Med ham følte jeg mig 100% tryg - for første gang i mange mange år.
Jeg 'mødte' ham for 1-1½ år siden på et online datingsite, dating.dk. Vi bloggede begge en del derinde og stødte ind imellem på hinanden dér. Han var sjov, intelligent og kom med smart ass-kommentarer, så han var bestemt ikke noget for mig! I don't do smart asses.
For nogle mdr siden begyndte vi at skrive i indbakken. Flirt fra day one. Selvom jeg havde bestemt mig for ikke at involvere mig med ham, kunne jeg ikke lade være. Der var bare ét eller andet over ham, som, for mig, var helt og aldeles uimodståeligt.
Jeg har før flirtet max. online, hvor der er blevet opbygget luftkasteller sammen. Det hér var anderledes. Det talte vi om flere gange; at det hér var noget helt særligt. På et tidspunkt skrev han til mig: "Jeg kommer til at elske dig så højt, at det gør ondt i hele min krop - det er skræmmende". De ord tænker jeg stadig ofte på...
Vi talte om meget private og personlige ting. Om usikkerhed. Om de issues, vi hver især havde - eller i al fald nogle af dem. Vi smed hver især vores parader og var unplugged og vi faldt for hinanden.
Efter nogle ugers intens kontakt online, skulle jeg over til ham i Kbh. Jeg var SÅ bange og nervøs. Jeg var klar til at hoppe af i Odense og tage det næste tog tilbage til Aalborg. Det var rigtig tæt på jeg havde gjort det, men tanken om at lade ham slippe, var for vild.
Fredag d. 23. april, kl. 14.11 stod jeg af toget. Fem min. efter kyssede han mig. Jeg rystede som et blad i stormvejr. Havde han sluppet mig, var jeg faldet.
Jeg vil ikke komme ind på detaljer omkring, hvad der skete resten af den fredag, for det er kun for ham og jeg, men jeg kan sige så meget, at det var noget nær den mest fantastiske dag, aften og nat i mit liv. Det var én stor optur. Kæmpe fyrværkeri. Jeg var lykkelig!
Lørdag var anderledes; en veninde mener vi gik sukkerkolde. (At gå sukkerkold betyder iflg. hende, at når man igennem et stykke tid har bygget noget op sammen uden af få afløb for de følelser i fysisk forstand, så vil man efter at have brugt lidt tid sammen gå 'sukkerkold' - altså når alle de hér opbyggede følelser kulminerer i fyrværkeriet). Jeg ved ikke om hun har ret, eller om hans følelser bare forsvandt i løbet af natten - jeg ved bare, at det var anderledes.
Vi lå på sofaen det meste af dagen, godt nok i ske, og så film. Spiste sen aftensmad, så lidt mere tv og så i seng. Da jeg var sikker på, han sov, græd jeg mig selv i søvn. Jeg kunne mærke forandringen - også i mig selv - og jeg var utryg.
Da jeg sidder i toget og er på vej væk fra stationen, sidder vi og sms'er lidt. Jeg skriver han er sød. Han skriver jeg er sød. Kært egentlig. :-) Men pludselig skriver han, at han er i tvivl om os, og (((((BOOM))))) er usikre Louise i færd med at freake helt ud.
De følgende 1½-3 uger sender jeg den ene bitchy og/eller nærmest tiggende mail efter den anden. Han svarer dem alle. Jeg er ked af det og tager mig selv i at analysere ALT han siger, skriver eller foretager sig på Facebook. Ikke bare engang imellem, men nærmest hele tiden. Det dur ikke, så d. 11. maj vælger jeg at skrive en farvel-mail til ham og slette ham på messenger og Facebook. Han svarer ikke - faktisk ved jeg ikke engang om han har læst den.
To uger efter jeg havde været ovre hos ham, oprettede jeg igen en profil på dating - bare for bekræftelsens skyld. (Vi slettede begge vores profiler to dage inden jeg skulle over til ham, fordi vi begge var sikre på, at vi ikke havde noget at være derinde for mere). Et par uger efter var han også derinde igen. Min verden stod helt stille, da jeg så ham. Tænk at han så hurtigt havde kunnet ligge 'os' og det helt fantastiske, vi havde sammen, bag sig?
Jeg prøvede at være cool omkring det, men jeg blev så ked og vred hver gang jeg så ham på forsiden derinde. Igen røg jeg i semi-stalker-mode og kiggede på hans profil 3-4 gange dagligt. Tre dage efter jeg har opdaget ham derinde, beslutter jeg mig for at slette min profil; jeg var jo slet slet ikke klar til det ræs derinde. Jeg smider en bitchy-mail i røven af ham inden jeg trykker 'slet profil'. Typisk mig at reagere med vrede, når jeg i virkeligheden bare er ked af det. Det er nu lidt over en uge siden.
Det er nu seks uger siden det stoppede, og jeg får stadig avs i maven, når jeg tænker på ham. Jeg savner ham. Jeg savner os. Jeg savner hende, han bragte frem i mig. Jeg savner at være carefree og lyserød. Jeg savner at være noget for ham...
Jeg mangler ham sgu bare...
"Vores" sang: http://www.youtube.com/watch?v=fuQ-6meN3kI&feature=related
Glæder mig til jeg igen kan høre den uden at blive ked...
Shame on me fordi jeg ikke længere er så skråsikker på, at det er det han er. Jeg tvivler faktisk på det. Inderst inde tror jeg stadig på, at det vi havde, var smukt, rent og forunderligt.
-Og jeg længes efter det. Jeg længes efter den mentale nøgenhed, jeg følte med ham. Vores helt specielle connection. Med ham følte jeg mig 100% tryg - for første gang i mange mange år.
Jeg 'mødte' ham for 1-1½ år siden på et online datingsite, dating.dk. Vi bloggede begge en del derinde og stødte ind imellem på hinanden dér. Han var sjov, intelligent og kom med smart ass-kommentarer, så han var bestemt ikke noget for mig! I don't do smart asses.
For nogle mdr siden begyndte vi at skrive i indbakken. Flirt fra day one. Selvom jeg havde bestemt mig for ikke at involvere mig med ham, kunne jeg ikke lade være. Der var bare ét eller andet over ham, som, for mig, var helt og aldeles uimodståeligt.
Jeg har før flirtet max. online, hvor der er blevet opbygget luftkasteller sammen. Det hér var anderledes. Det talte vi om flere gange; at det hér var noget helt særligt. På et tidspunkt skrev han til mig: "Jeg kommer til at elske dig så højt, at det gør ondt i hele min krop - det er skræmmende". De ord tænker jeg stadig ofte på...
Vi talte om meget private og personlige ting. Om usikkerhed. Om de issues, vi hver især havde - eller i al fald nogle af dem. Vi smed hver især vores parader og var unplugged og vi faldt for hinanden.
Efter nogle ugers intens kontakt online, skulle jeg over til ham i Kbh. Jeg var SÅ bange og nervøs. Jeg var klar til at hoppe af i Odense og tage det næste tog tilbage til Aalborg. Det var rigtig tæt på jeg havde gjort det, men tanken om at lade ham slippe, var for vild.
Fredag d. 23. april, kl. 14.11 stod jeg af toget. Fem min. efter kyssede han mig. Jeg rystede som et blad i stormvejr. Havde han sluppet mig, var jeg faldet.
Jeg vil ikke komme ind på detaljer omkring, hvad der skete resten af den fredag, for det er kun for ham og jeg, men jeg kan sige så meget, at det var noget nær den mest fantastiske dag, aften og nat i mit liv. Det var én stor optur. Kæmpe fyrværkeri. Jeg var lykkelig!
Lørdag var anderledes; en veninde mener vi gik sukkerkolde. (At gå sukkerkold betyder iflg. hende, at når man igennem et stykke tid har bygget noget op sammen uden af få afløb for de følelser i fysisk forstand, så vil man efter at have brugt lidt tid sammen gå 'sukkerkold' - altså når alle de hér opbyggede følelser kulminerer i fyrværkeriet). Jeg ved ikke om hun har ret, eller om hans følelser bare forsvandt i løbet af natten - jeg ved bare, at det var anderledes.
Vi lå på sofaen det meste af dagen, godt nok i ske, og så film. Spiste sen aftensmad, så lidt mere tv og så i seng. Da jeg var sikker på, han sov, græd jeg mig selv i søvn. Jeg kunne mærke forandringen - også i mig selv - og jeg var utryg.
Da jeg sidder i toget og er på vej væk fra stationen, sidder vi og sms'er lidt. Jeg skriver han er sød. Han skriver jeg er sød. Kært egentlig. :-) Men pludselig skriver han, at han er i tvivl om os, og (((((BOOM))))) er usikre Louise i færd med at freake helt ud.
De følgende 1½-3 uger sender jeg den ene bitchy og/eller nærmest tiggende mail efter den anden. Han svarer dem alle. Jeg er ked af det og tager mig selv i at analysere ALT han siger, skriver eller foretager sig på Facebook. Ikke bare engang imellem, men nærmest hele tiden. Det dur ikke, så d. 11. maj vælger jeg at skrive en farvel-mail til ham og slette ham på messenger og Facebook. Han svarer ikke - faktisk ved jeg ikke engang om han har læst den.
To uger efter jeg havde været ovre hos ham, oprettede jeg igen en profil på dating - bare for bekræftelsens skyld. (Vi slettede begge vores profiler to dage inden jeg skulle over til ham, fordi vi begge var sikre på, at vi ikke havde noget at være derinde for mere). Et par uger efter var han også derinde igen. Min verden stod helt stille, da jeg så ham. Tænk at han så hurtigt havde kunnet ligge 'os' og det helt fantastiske, vi havde sammen, bag sig?
Jeg prøvede at være cool omkring det, men jeg blev så ked og vred hver gang jeg så ham på forsiden derinde. Igen røg jeg i semi-stalker-mode og kiggede på hans profil 3-4 gange dagligt. Tre dage efter jeg har opdaget ham derinde, beslutter jeg mig for at slette min profil; jeg var jo slet slet ikke klar til det ræs derinde. Jeg smider en bitchy-mail i røven af ham inden jeg trykker 'slet profil'. Typisk mig at reagere med vrede, når jeg i virkeligheden bare er ked af det. Det er nu lidt over en uge siden.
Det er nu seks uger siden det stoppede, og jeg får stadig avs i maven, når jeg tænker på ham. Jeg savner ham. Jeg savner os. Jeg savner hende, han bragte frem i mig. Jeg savner at være carefree og lyserød. Jeg savner at være noget for ham...
Jeg mangler ham sgu bare...
"Vores" sang: http://www.youtube.com/watch?v=fuQ-6meN3kI&feature=related
Glæder mig til jeg igen kan høre den uden at blive ked...
Abonner på:
Opslag (Atom)