Speed-dating?

The bigger words, the lesser man!

Sådan sagde en bekendt til mig igår, da vi kom til at snakke om dét med online-dating. Først var jeg sådan lidt 'arh, come on'-agtig, men nu, hvor jeg har tænkt over det, så kan der egentlig godt være noget om det.

Det er som om, at de hér mænd, der bruger pænt store ord allerede inden man har mødt hinanden, kun siger dem, fordi de ikke kan efterleve dem; det bliver tvangsagtigt på OCD-måden (læs: sygeligt!). Jeg mener... -hvem f*nden kan sige, at de kommer til at elske et menneske utrolig højt, når de ikke engang har mødt vedkommende??! Så er man sgu ikke ret meget mand i min optik. Næh du, handling skal der til..

Desuden tænker jeg, at så store ord i dén grad lægger et alt for stort pres på et potentielt spirende forhold. Et pres, der er udtryk for, at vi allerede 30 min. inde i første date, skal vurdere, om vi vil være kæreste og blive gamle med vedkommende. Hvad skete der med at tage det stille og roligt? Hvad skete der med at se, hvad tiden bringer?

For mig er de første 3-4 mdr. en slags prøveperiode; der er dér, hvor vi ser hinanden an, flirter, kysser, sexer og kurtiserer (jaja, de fleste af de ting, skulle gerne fortsætte). Først derefter kan nogen af parterne vurdere, om den anden reelt er kæreste-materiale.

Jeg ser mange andre skrotte den ene date efter den anden efter kun én date grundet tvivl alene. Det forstår jeg ikke.. Hvis du ikke tænker højt og tydeligt NEEEJ!! så er der, i min verden, basis for at ses igen. Min egen fremgangsmåde er, at så længe jeg finder det rart/skønt/pirrende/whatever at flirte/kysse/knalde med manden, så vil jeg gerne ses igen. Når det så ikke er rart/skønt/pirrende/whatever mere, så stopper vi med at ses. Hvor svært kan det lige være??!

Så slooooow down, folkes! Lad være med at hæld din egen utilstrækkelighedsfølelse ud over andre på den måde. Det er lidt klamt...