Mange taler om, at vi skal lære af vores erfaringer og oplevelser. Fint nok, men hvorfor er det lige vi absolut altid skal lære noget? Hvorfor skal vi altid lede efter de positive ting i negative oplevelser? Er der altid en lærdom i oplevelser, der gør ondt?
Jeg er med på at vi lagrer vores oplevelser og følelser indeni. Så langt, så godt.. Men for fa'en... -hvorfor er det lige, at fordi en given oplevelse var elendig med person A, så vil den også være det med person B? Det er der da absolut ikke 'a given' som jeg ser det... "Men du skal jo passe på dig selv, Louise" Øhm ja, det gør jeg så også, men altså nå.. Jeg er et voksent menneske og tager de følger mine handlinger har (og ja, jeg er klar over, at for hver aktion er der en reaktion - kausalitetsprincippet, om man vil kaste om sig med fine gloser).
Men for fanden, jeg elsker min naivitet og min åbne tilgang til andre mennesker. Jeg elsker at jeg tør lade mine følelser komme i spil - bare fordi jeg kan - både i forhold til mænd, men i lige så høj grad i forhold til kvinder. Nogle kvinder rører bare noget inden i mig på den fede måde. Love it, love it, love it!
Nåeh ja, i dag skal jeg i køkkenet og brygge suppe; jeg starter på suppekur imorgen, så beware; one grumpy (og stor-pruttende)Louise coming up.. Men for helvede, jeg skal tabe mig - koste hvad det koste vil!
Be nice - det koster ikke en skid!
