A love story?

For nogle dage siden skrev jeg i en blog, at jeg havde fået mit hjerte knust. Den dag var jeg vred. Jeg kaldte ham vist player/liar i den - shame on me.

Shame on me fordi jeg ikke længere er så skråsikker på, at det er det han er. Jeg tvivler faktisk på det. Inderst inde tror jeg stadig på, at det vi havde, var smukt, rent og forunderligt.
-Og jeg længes efter det. Jeg længes efter den mentale nøgenhed, jeg følte med ham. Vores helt specielle connection. Med ham følte jeg mig 100% tryg - for første gang i mange mange år.

Jeg 'mødte' ham for 1-1½ år siden på et online datingsite, dating.dk. Vi bloggede begge en del derinde og stødte ind imellem på hinanden dér. Han var sjov, intelligent og kom med smart ass-kommentarer, så han var bestemt ikke noget for mig! I don't do smart asses.

For nogle mdr siden begyndte vi at skrive i indbakken. Flirt fra day one. Selvom jeg havde bestemt mig for ikke at involvere mig med ham, kunne jeg ikke lade være. Der var bare ét eller andet over ham, som, for mig, var helt og aldeles uimodståeligt.

Jeg har før flirtet max. online, hvor der er blevet opbygget luftkasteller sammen. Det hér var anderledes. Det talte vi om flere gange; at det hér var noget helt særligt. På et tidspunkt skrev han til mig: "Jeg kommer til at elske dig så højt, at det gør ondt i hele min krop - det er skræmmende". De ord tænker jeg stadig ofte på...

Vi talte om meget private og personlige ting. Om usikkerhed. Om de issues, vi hver især havde - eller i al fald nogle af dem. Vi smed hver især vores parader og var unplugged og vi faldt for hinanden.

Efter nogle ugers intens kontakt online, skulle jeg over til ham i Kbh. Jeg var SÅ bange og nervøs. Jeg var klar til at hoppe af i Odense og tage det næste tog tilbage til Aalborg. Det var rigtig tæt på jeg havde gjort det, men tanken om at lade ham slippe, var for vild.

Fredag d. 23. april, kl. 14.11 stod jeg af toget. Fem min. efter kyssede han mig. Jeg rystede som et blad i stormvejr. Havde han sluppet mig, var jeg faldet.

Jeg vil ikke komme ind på detaljer omkring, hvad der skete resten af den fredag, for det er kun for ham og jeg, men jeg kan sige så meget, at det var noget nær den mest fantastiske dag, aften og nat i mit liv. Det var én stor optur. Kæmpe fyrværkeri. Jeg var lykkelig!

Lørdag var anderledes; en veninde mener vi gik sukkerkolde. (At gå sukkerkold betyder iflg. hende, at når man igennem et stykke tid har bygget noget op sammen uden af få afløb for de følelser i fysisk forstand, så vil man efter at have brugt lidt tid sammen gå 'sukkerkold' - altså når alle de hér opbyggede følelser kulminerer i fyrværkeriet). Jeg ved ikke om hun har ret, eller om hans følelser bare forsvandt i løbet af natten - jeg ved bare, at det var anderledes.

Vi lå på sofaen det meste af dagen, godt nok i ske, og så film. Spiste sen aftensmad, så lidt mere tv og så i seng. Da jeg var sikker på, han sov, græd jeg mig selv i søvn. Jeg kunne mærke forandringen - også i mig selv - og jeg var utryg.

Da jeg sidder i toget og er på vej væk fra stationen, sidder vi og sms'er lidt. Jeg skriver han er sød. Han skriver jeg er sød. Kært egentlig. :-) Men pludselig skriver han, at han er i tvivl om os, og (((((BOOM))))) er usikre Louise i færd med at freake helt ud.

De følgende 1½-3 uger sender jeg den ene bitchy og/eller nærmest tiggende mail efter den anden. Han svarer dem alle. Jeg er ked af det og tager mig selv i at analysere ALT han siger, skriver eller foretager sig på Facebook. Ikke bare engang imellem, men nærmest hele tiden. Det dur ikke, så d. 11. maj vælger jeg at skrive en farvel-mail til ham og slette ham på messenger og Facebook. Han svarer ikke - faktisk ved jeg ikke engang om han har læst den.

To uger efter jeg havde været ovre hos ham, oprettede jeg igen en profil på dating - bare for bekræftelsens skyld. (Vi slettede begge vores profiler to dage inden jeg skulle over til ham, fordi vi begge var sikre på, at vi ikke havde noget at være derinde for mere). Et par uger efter var han også derinde igen. Min verden stod helt stille, da jeg så ham. Tænk at han så hurtigt havde kunnet ligge 'os' og det helt fantastiske, vi havde sammen, bag sig?

Jeg prøvede at være cool omkring det, men jeg blev så ked og vred hver gang jeg så ham på forsiden derinde. Igen røg jeg i semi-stalker-mode og kiggede på hans profil 3-4 gange dagligt. Tre dage efter jeg har opdaget ham derinde, beslutter jeg mig for at slette min profil; jeg var jo slet slet ikke klar til det ræs derinde. Jeg smider en bitchy-mail i røven af ham inden jeg trykker 'slet profil'. Typisk mig at reagere med vrede, når jeg i virkeligheden bare er ked af det. Det er nu lidt over en uge siden.

Det er nu seks uger siden det stoppede, og jeg får stadig avs i maven, når jeg tænker på ham. Jeg savner ham. Jeg savner os. Jeg savner hende, han bragte frem i mig. Jeg savner at være carefree og lyserød. Jeg savner at være noget for ham...

Jeg mangler ham sgu bare...

"Vores" sang: http://www.youtube.com/watch?v=fuQ-6meN3kI&feature=related
Glæder mig til jeg igen kan høre den uden at blive ked...

Kasser.

Jeg elsker kasser. Altså ikke bryster, men de kasser, jeg kan proppe mennesker i. Sådan en slags kategoriseringskasser. Jeg elsker simple ting og mennesker. Kasser simplificerer tingene (læs: mennesker) en hel del. Der er bare ét problem med de hér kasser:

FOLK VIL IKKE BLIVE I DE KASSER, JEG PROPPER DEM I!
-Hvad er dén lige af?

Når nu jeg har proppet et menneske i 'ordentlig'-kassen og vedkommende så ikke alligevel passer helt i den, så bliver jeg sgu ked af det og frustreret og vred. Mest fordi mine ellers så veludviklede menneskekender-talenter så har svigtet mig. Jeg har svigtet mig, fordi jeg så har lukket et menneske ind, der ikke fortjente det.

Ind imellem sker der omvendte jo også; at et menneske, jeg har smidt i 'skrid-the-f*ck-ud-af-mit-liv-dit-onde-menneske-der-ikke-vil-mig-noget-godt-overhovedet'-kassen, viser sig ikke at passe helt i den kasse. Dét er eddermame en tricky situation, når den opstår, for hvad fanden gør man så? -altså når nu man har sparket det hér menneske ud af sit liv? Hvordan hulen håndterer man det så?

Det sidste er lige sket for mig, og jeg aner ikke hvilekt ben, jeg skal stå på. Kontakter jeg vedkommende og søger at finde en fælles ting igen, eller hopper jeg bare videre ud af den vej, jeg er på vej ned ad? Kors i hytten, jeg hader de hér situationer...

Louise 17 år...

Det er længe siden jeg har fået skrevet noget, der er blev lagt frem til offentlig skue - 'pennen' har dog ikke ligget stille. Tværtimod vil jeg nærmest sige. De sidste mdr. har været fuld af op- og nedture (mostly the ladder). Jeg mødte en mand, der i dén grad formåede at 'se' mig. Han så helt ind i min sjæl - og han var vild med det, han så. Troede jeg, men jeg blev klogere. Det var fis og humbug hele skidtet, men hey, så kan jeg da stille mig hen i den gruppe af kvinder, der har prøvet at få deres hjerte knust af en vaskeægte player/liar.

Pt. er jeg hjemmegående. Jeg har sygemeldt mig fra studiet, da jeg i dén grad stresser. Mikkel (knægten) er under udredning for autisme på børnepsyk., og tvillingesøs, Sofie, kræver også sin mor ind imellem. Damn, hvor kunne det være cool at have multiple personality disorder. Altså bare en lille smule en gang imellem.. Er det for meget at forlange??

Fredag var min kammi, Jønne, og jeg til Vi Rocker hér i Aalborg, Vi tog ind til byen og spise og derefter ud og høre Dizzy Mizz Freakin' Dizzy. Kæææft, de var geniale! Totalt ståpels musik!

I lørdags var jeg ude med min veninde, Katrine. Kæææft, vi blev grønlænderstive. Faktisk så meget, at jeg ikke kunne finde mine super lækre og mega sexede nyindkøbte stiletter, da vi skulle ud af døren. Kors i hytten altså nå! >:-(
Nåmen, vi skulle så i Gaden hér i Aalborg. Jeg ville ringe efter en taxa, men Katrine ville absolut, at vi skulle cykle to på hendes cykel. Så blev Louise da nok lige 17 år igen. Kæææft, det var sjaaaw!!! :-D To totalt opdullede trunter i 140 hestes branderter afsted på cykel ind til Jomfru Ane Gade. Det må virkelig ha' været et syn for Guderne... :-D

Alt i alt har det været en weekend i Louise-17-år's tegn. Det har været genialt..

Nu føler jeg mig så bare som en på 71... *suk*

Nåeh ja, så har jeg fundet glæden ved billedmanipulation, når man er over de 30.. Gimp er et genialt program!! :-D