Kasser.

Jeg elsker kasser. Altså ikke bryster, men de kasser, jeg kan proppe mennesker i. Sådan en slags kategoriseringskasser. Jeg elsker simple ting og mennesker. Kasser simplificerer tingene (læs: mennesker) en hel del. Der er bare ét problem med de hér kasser:

FOLK VIL IKKE BLIVE I DE KASSER, JEG PROPPER DEM I!
-Hvad er dén lige af?

Når nu jeg har proppet et menneske i 'ordentlig'-kassen og vedkommende så ikke alligevel passer helt i den, så bliver jeg sgu ked af det og frustreret og vred. Mest fordi mine ellers så veludviklede menneskekender-talenter så har svigtet mig. Jeg har svigtet mig, fordi jeg så har lukket et menneske ind, der ikke fortjente det.

Ind imellem sker der omvendte jo også; at et menneske, jeg har smidt i 'skrid-the-f*ck-ud-af-mit-liv-dit-onde-menneske-der-ikke-vil-mig-noget-godt-overhovedet'-kassen, viser sig ikke at passe helt i den kasse. Dét er eddermame en tricky situation, når den opstår, for hvad fanden gør man så? -altså når nu man har sparket det hér menneske ud af sit liv? Hvordan hulen håndterer man det så?

Det sidste er lige sket for mig, og jeg aner ikke hvilekt ben, jeg skal stå på. Kontakter jeg vedkommende og søger at finde en fælles ting igen, eller hopper jeg bare videre ud af den vej, jeg er på vej ned ad? Kors i hytten, jeg hader de hér situationer...