Jeg tænker ind imellem at den dér rummelighedsidé/-tanke er en sjov størrelse. Ræddi mange påberåber sig at være netop rummelige, men i virkeligheden er de de mest indskrænkede mennesker, der findes; alt (eller mange ting) kan kun gøres på én måde, og det er deres.
Når det så kommer til parforhold, så tænker jeg, at nutidens unge parforhold (parter under 30 år) er mega meget anderledes end ’de voksnes’. De unge skal være sååååå rummelige overfor hinanden og ikke ville lave hinanden om og give hinanden såååå meget frihed og alt det dér. Ind imellem tænker jeg om det i virkeligheden er misforstået rummelighed? Eller rummelighed på bekostning af egne behov? Er det sundt sjæleligt? Jeg ved det sgu helt ærligt ikke…
I går havde jeg et skriv med en vældig interessant gut på messenger, hvor vi kom ind på det med frihed i kæresteforhold. Jeg har ret meget brug for min frihed og mit space for at mærke mig selv og hvor jeg er i hele relationen og dens kontekst. Jeg er bare en tumpe til at claim’e de ting. –Særligt i starten, hvor jeg jo synes manden er helt absurd meget fantastisk, og jeg derfor nærmest ikke kan få nok af ham. Oftest resulterer det i, at jeg er ved at blive kvalt og derfor reagerer med surhed og mopsethed, hvilket får ham til at få benene på nakken. Ganske forståeligt! I virkeligheden er det nok derfor, langdistance altid har fungeret bedst for mig; det giver mig space og ro midt i vildskaben..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar